Jeg har siden jeg var helt lille vidst at min force var mennesker og relationer.

Jeg blev foræret en bog som 7-årig med et billede af Florence Nightingale, der vågede over de sårede soldater i Krimkrigen.

Jeg erklærede ”Hende vil jeg være” og de voksne troede at ih, hvor sødt hun vil være sygeplejerske.

Men det var slet ikke det jeg ville – jeg ville være hende der holdt lyset . Men hvordan forklarer en 7-årig nogen det?!?

Når jeg ser tilbage, så kan jeg se, at det har været den røde tråd i mit arbejdsliv altid. At være hende der holdt lyset for den der ”gik i mørket” og ikke kunne finde vej.

Hvad enten det har været i mit mangeårige pædagogiske arbejde og nu lige så mangeårige terapeutiske arbejde har mit fokus altid været det enkelte menneske, relationerne omkring det, samspillet – det at se på helheden.

Og ikke mindst at kaste lys på de muligheder, der altid findes for forandring.

Jeg arbejder altid SAMMEN med mine klienter. Jeg er IKKE eksperten i deres liv. Men jeg kan være en tolk, der kan oversætte kroppens sprog (via kinesiologien) eller være hende der stiller spørgsmål, der skaber refleksion og nye tanker (samtaleterapien).

Derfor er det svært at sige at jeg arbejder udelukkende ud fra een metode. Jeg har selvfølgelig mine grunduddannelser og da jeg var yngre var jeg da også vældig ”frelst” omkring dem.

Men livet har lært mig at intet er sort eller hvidt – så nu kalder jeg det nok mere kreativ terapi, hvor jeg trækker på alt der er i min efterhånden store værktøjskasse og mikser det bedst muligt til gavn for den enkelte.

Det er faktisk meget få mennesker jeg ikke har kunnet hjælpe, når de har henvendt sig om hjælp. Men skulle det ske at der ingen effekt er, så er der jo ingen grund til at bruge hverken tid eller penge hos mig. Så prøver jeg at hjælpe videre til en relevant person i mit store netværk.